Da wellness-iværksætteren Prudence og hendes partner, Jonas, bød deres tvillinger, Miles og Olympia, velkommen, var begyndelsen alt andet end blid. Efter en god og ukompliceret graviditet blev hun mødt af et kejsersnit med stort blodtab og forsinket første hud-mod-hud-kontakt med sine babyer — noget, der satte hende på prøve både fysisk og følelsesmæssigt. Men oplevelsen ændrede hendes perspektiv på restitution, nærvær og delt styrke i forældreskabet.
Som stifter af A Space to Breathe og 20 Four Matcha har Prudence længe været en stemme for balance og ro i en verden med højt tempo — en guidende tilstedeværelse i krydsfeltet mellem sundhed, skønhed og livsstil. Hun arbejder i øjeblikket på en bog om smerte i samarbejde med en medicinsk ekspert.
Nu, i de rå første måneder som mor, har hun fokus på at sætte tempoet ned, nære sig selv og møde kaos med blidhed. Livet med tvillinger har bragt uventede gaver: At dele ansvaret for madning og omsorg har styrket hendes mands bånd til børnene og skabt en mere lige og jordnær start på familielivet. Gennem sårbarhed og egenomsorg lærer hun at møde intensiteten med blødhed, energi — og kærlighed.
Hvordan har jeres rejse med at give jeres børn mad været indtil nu?
Det har været en helt særlig rejse for os. Den begyndte faktisk med, at det ikke var os, der gav vores babyer mad, fordi de lå på neonatalafdelingen lige efter fødslen. I starten var det sygeplejerskerne, der sondemadede dem, men meget tidligt besluttede vi at lære selv at gøre det, så vi kunne tage over. Det føltes vigtigt — at være en del af deres omsorg helt fra begyndelsen.
Det har været en vild tur. Helt sikkert smuk, men også virkelig udfordrende. Jeg mistede en del blod under fødslen, hvilket påvirkede min mælkeproduktion. Senere fik jeg også brystbetændelse, som gjorde det hele sværere. Men fra begyndelsen og frem til nu har jeg givet dem min egen mælk, og vi har suppleret med flaske, når det har været nødvendigt.
Især med tvillinger har det været en gave, at min partner kunne tage nogle af måltiderne. Muligheden for at give flaske har været en stor hjælp — især i perioder, hvor tandemamning føltes overvældende. Overgangen fra sondemadning til tandemamning har været enorm og følelsesmæssig.
Hvordan navigerede I roller og ansvar omkring madning i de første måneder?
Vi gjorde vores bedste og var meget motiverede for at være hands-on. Vi ønskede en tidlig udskrivelse fra neonatalafdelingen, så vi skulle bevise, at vi selv kunne give dem mad. Det var overvældende, hvor mange forskellige hænder der var involveret i deres pleje, så det blev en stor drivkraft for os — vi ønskede så meget kontinuitet og nærhed som muligt.
Det var særligt vigtigt for mig at kunne amme. Vores søn var lille fra starten — dog ikke så lille som vores datter — og jeg følte et dybt behov for selv at nære dem, selvom det ikke altid var let.
Hvordan var den følelsesmæssige oplevelse af at blive mor?
Det er følelsesladet hele tiden. Der er ikke én følelse, jeg kan pege på — det skifter konstant.
Begyndelsen var ekstremt overvældende. Så rå og intens. Kærligheden var der med det samme. Og at se min mand blive far var lige så følelsesladet for mig som at møde babyerne.
Samtidig var det virkelig, virkelig hårdt. Jeg var stadig ved at komme mig over blodtabet og kunne ikke være fuldt til stede på den måde, jeg ønskede. De havde brug for så meget støtte — sondemadning, temperaturmålinger, faste måltider — det var intenst. Jeg følte, at min opgave i de første dage var at hjælpe dem med at tage på i vægt, at hjælpe dem med at overleve. Det var skræmmende. Følelsen af ikke at være nok kom meget hurtigt. Jeg tror, mange forældre oplever det, og det kan være hjerteskærende.
Men samtidig har moderskabet givet mig en ro, jeg ikke vidste, jeg havde brug for. De to er den største gave.
Hvordan fordelte I barslen, og hvordan har det præget jeres hverdag og relation til børnene?
Vi er stadig på barsel. Jonas har syv måneders orlov, hvilket er fantastisk, og jeg forsøger at finde balance — især som selvstændig.
For første gang i lang tid har jeg sagt nej til mange ting. Mit arbejde — både A Space to Breathe, 20 Four Matcha og mit personlige brand — voksede meget under graviditeten og efterfølgende. Det har til tider været overvældende, men det har også tvunget mig til at sætte tempoet ned og prioritere restitution. Det er et privilegium, at Jonas har den tid derhjemme. Det giver mig mulighed for at gøre de ting, der giver mig energi og holder mig forankret — samtidig med at jeg har overskud til at være nærværende og kærlig over for vores børn.
I har brugt caramma support bottle. Hvad fik jer til at vælge den?
Under graviditeten — især fordi vi vidste, at vi ventede tvillinger — forsøgte jeg at være så forberedt som muligt. Jeg vidste, at det ville kræve planlægning og fleksibilitet at give to babyer mad. En uge før termin så jeg caramma-flaskerne på Instagram og tænkte, at de ville være gode at have, hvis vi fik brug for flaske.
Jeg havde allerede investeret i gode brystpumper og udstyr, men vi begyndte først at bruge flaskerne, da vi kom hjem fra hospitalet. Efter tre-fire uger — og især da jeg fik brystbetændelse — blev de en kæmpe hjælp.
Fordi babyerne var for tidligt født, var deres munde små, og deres sutterefleks var ikke så stærk. Det gjorde amningen smertefuld, især under brystbetændelsen, hvor jeg også havde høj feber. Flasken gav mig mulighed for at hvile. Begge babyer tog den med det samme og elskede at blive madet af deres far. Det betød alverden for mig at have den støtte, især når det føltes overvældende at amme to på én gang.
Nu bruger vi flaskerne, uanset om jeg er til behandling, afholder et event eller arbejder. Jonas tager over, og jeg ved, at de stadig får min mælk — bare på en anden måde. Det har været en stor støtte i min restitution.
Var der særlige udfordringer eller smukke overraskelser fra den første tid, du husker tydeligt?
Det, der overraskede mig mest, var, hvor stort det hele føles. Det er stadig svært at sætte ord på. Jeg kan nogle gange ikke tro, at vi faktisk er forældre — især efter alt det, vi har været igennem. Der er mange udfordringer, men det er også smukt at blive udfordret, fordi det fører til vækst. Børnene holder på en måde et spejl op, som tvinger én til at tage ansvar for sig selv og den måde, man er i verden på.
Vi fik en hård start. Babyerne var små, og jeg var dårlig. Jeg husker særligt én nat, hvor jeg lå i sengen og kom mig efter kejsersnittet og blodtabet og næsten ikke kunne bevæge mig. Jeg havde ikke haft hud-mod-hud med min søn efter fødslen — det skete først dagen efter. Han havde brug for CPAP-støtte, og begge babyer havde sonder og skulle overvåges tæt. De lå i en seng ved siden af mig. Jeg lå bare dér, følte mig utilstrækkelig og rakte hænderne op for at trøste dem, når de var kede af det. Det var voldsomt — ærligt talt virkelig smertefuldt — ikke at kunne være der fuldt ud for sine babyer fra start. Jeg følte mig så magtesløs, som om jeg ikke var nok.
Under graviditeten havde jeg haft det virkelig godt — jeg trænede hver dag, spiste masser af planter og cyklede næsten frem til fødslen. Så det var overvældende og udfordrende pludselig at miste mit helbred. Men det har også givet mig en dyb og varig taknemmelighed for, hvor vi er i dag — vores liv sammen derhjemme. Bare det at være her med dem er alt.
Hvordan var det at give flaske i en ammestilling?
Når man starter med sondemadning, er der en fysisk distance. Så det at kunne holde dem tæt under flaskemadning — især med caramma-flasken — har hjulpet med at skabe den forbindelse.
Det føles ikke som et skridt væk fra amning. Tværtimod. Det har været smukt at se min partner give dem mad på en måde, der efterligner nærheden ved amning. Han har kunnet knytte bånd til dem på en særlig måde. Det har skabt en følelse af balance i vores forældreskab.
Hvilke refleksioner eller råd vil du dele med andre familier, der lige er trådt ind i forældreskabet?
Jeg er ikke typen, der elsker at give råd — det kan nogle gange føles fremmedgørende. Under min graviditet fik jeg så mange tips og meninger, og ærligt talt blev det ofte bare mere støj.
Det, der hjalp mig mest, var nysgerrighed og plads til at finde min egen vej. Det prøver jeg at tage med ind i mit forældreskab: at møde mig selv med blidhed, tilgive mig selv hver dag og gøre mit bedste.
Der findes ikke én rigtig måde at være forælder på. Den måde, jeg holder barsel på — stadig træner, går til behandlinger og tager tid til mig selv — kan måske virke utraditionel. Men det fungerer for mig. Det giver mig den energi og det nærvær, jeg har brug for, for at kunne tage mig af mine babyer.
Hvis jeg skal dele noget, er det dette: Pas på dig selv. Selv fem minutters hvile betyder noget. Og prøv at slukke telefonen så meget som muligt de første 40 dage. Vær i øjeblikket med dine babyer. De vokser så hurtigt, og jo mere du sænker tempoet, jo mere lægger du mærke til. Der er magi i de små detaljer.