Inden Romi kom til verden, var kreativitet og håndværk allerede en del af familiens DNA.
Matthew er en talentfuld fotograf, og hans partner, Sissel, er møbeldesigner. Sammen møder de både arbejde og forældreskab med den samme filosofi: Støtte handler ikke om at erstatte noget – det handler om at skabe rum, så det kan blomstre.
Da Romi blev født, blev den filosofi til levet erfaring. Det, der udspillede sig i dagene og ugerne efter hendes ankomst, ændrede deres forståelse af, hvad støtte egentlig betyder.
Hvordan var det for dig som far under fødslen?
Matthew: “Jeg tænkte: Hvad kommer jeg egentlig til at lave? Men jeg havde faktisk ikke tid til at spise eller sove i tre dage. Der skete så meget. Jeg hjalp Sissel med at bevæge sig rundt, sørgede for at hun fik væske og fandt stillinger, der ikke gjorde ondt. Hun sov i badekarret mellem veerne, så jeg måtte holde hende oppe over vandet – også hendes hoved – så hun ikke kom under. Jeg var meget træt til sidst, men det var det hele værd.”
Hvordan var det at møde Romi for første gang?
Sissel: “Hun kom ud dækket af fostervand, og solen skinnede ind gennem persiennerne. Det føltes som om en helt ny slags dag var begyndt i mit liv. Jeg husker, at jeg først syntes, hun lignede Matthews mor, og så opdagede vi, at hun også lignede mig. Selve fødslen var vild, men så positiv. Det hele gik stort set præcis, som jeg havde håbet – det var helt utroligt.”
Hvordan var den første tid med at give mad?
Matthew: “Vi startede med finger feeding, triple feeding og amning så længe som muligt, pumpning og derefter supplering med modermælkserstatning gennem en sonde. Det var rodet og overvældende. Jeg måtte holde pumpen, mens Sissel pumpede, og der var slanger over det hele. Men jeg blev inviteret ind i hele processen næsten fra begyndelsen. Det gjorde, at jeg følte mig dybt forbundet med hende.”
Brugte I også flaske?
Matthew: “Ja. Sissel ammer, og jeg giver flaskerne - omkring 80 % af tiden. Det giver Sissel mulighed for at hvile og ‘fylde op’, og det er også en måde for mig at knytte bånd til Romi. Jeg kan tage en lille taske med erstatning og vand og gå ud i et par timer uden at være bekymret. Som freelancere lever vi et fleksibelt liv, og det fungerer perfekt for os.”
Hvordan påvirkede det din relation til Romi?
Matthew: “I starten var det overvældende – så mange tal, vægtmålinger og instruktioner om det, at give mad. Men da vi fik at vide, at vi skulle stoppe med at bekymre os, blev det lettere. Romi tog på og trivedes. At være involveret i at give mad fra begyndelsen gjorde, at jeg følte mig tættere på hende. De første uger var utrolige. Det er en sanselig oplevelse – hud mod hud, duften, lydene. Det er som om hele verden stopper for os tre.”
Blev familien også involveret?
Sissel: “At give mad til Romi har ikke kun været forbeholdt os to. Bedsteforældre, søskende og endda den udvidede familie har været en del af det. Især når familie bor langt væk, betyder de øjeblikke af nærhed meget. At se andre knytte bånd til hende har været virkelig smukt. At se de to mennesker, man elsker mest, forbinde sig på den måde – der er noget helt særligt ved det. På en måde (Sissel griner) noget uventet sensuelt. At se sin partner drage omsorg, nære og være så til stede – det er så stærkt og attraktivt.’”
Hvad har du lært om at være far indtil videre?
Matthew: “Det handler om nærvær. At være der under fødslen, gennem de søvnløse nætter og hvert eneste rodede måltid – det former relationen. Tidlig involvering betyder noget, ikke kun følelsesmæssigt, men for det bånd, du bygger med dit barn for livet. At se Romi vokse og mærke hendes tillid til mig, selv i små øjeblikke som at give en flaske eller trøste hende, er utrolig stærkt. Det minder mig om, at faderskab er aktivt, kærligt og dybt meningsfuldt.”
Hos Caramma hylder vi de første øjeblikke, de første flasker og de små hverdagsritualer, der gør måltider til en delt og meningsfuld handling. Matthews historie viser, at faderskab ikke bare er en rolle – det er et aktivt, kærligt nærvær, der former et helt liv.