Før Bobbie blev født, troede Caroline og Mads, at de var klar. De havde læst, øvet sig og været på ammekursus. De kendte teknikkerne, stillingerne og teorien. Men da fødslen kom, fulgte den ingen plan – den ændrede alt det, de troede, de vidste.
Det, der fulgte i de første timer og uger, handlede ikke kun om at blive forældre. Det handlede om at stå i usikkerhed, stole på deres instinkter og langsomt, stædigt finde deres egen vej.
Hvordan var det, da Bobbie blev født?
Caroline:
“Det var en lang og hård fødsel – 24 timer. Og så blev alt pludselig meget intenst. Der var så mange mennesker i rummet, og så… var det bare overstået. Ikke på den lettende måde, man forestiller sig. Mere sådan: hvad skete der lige?”
Mads:
“Det ene øjeblik var der kaos og læger over det hele. Det næste var vi helt alene. Caroline skulle opereres, så jeg stod pludselig med Bobbie selv. Jeg husker, at jeg tænkte… hvad gør jeg nu?”
Caroline:
“Det var faktisk noget af det sværeste. Jeg havde lige født, og så skulle jeg give slip. Jeg vidste ikke, hvornår jeg ville se dem igen. Man går fra at være omgivet af fagfolk til at ligge alene under skarpt lys, fuldstændig udmattet og tænke: hvad fanden foregår der?”
Hvordan var de første timer alene med Bobbie?
Mads:
“Det var overvældende. Jeg sad der med det her lille menneske, og Caroline var der ikke. Man står pludselig med ansvaret, men ingen fortæller dig rigtig hvordan. Han græd ikke så meget i starten – han lå bare stille. Næsten som om han ventede.”
Caroline:
“Og jeg tænkte bare: hvad hvis der sker noget, mens jeg ikke er der? Den følelse af at være adskilt lige efter fødslen… den er svær at beskrive.”
Hvordan startede amningen?
Caroline:
“Ærligt, det gik ikke godt. Det blev bare mere og mere smertefuldt. Jeg sad og græd hver gang jeg ammede. Og alle sagde bare: ‘det er normalt.’ Men jeg tænkte: det her kan ikke være normalt.”
Mads:
“Det var virkelig hårdt at se. Man føler sig fuldstændig magtesløs.”
Caroline:
“Der var så meget fokus på, om Bobbie tog på, og om han suttede rigtigt. Men ingen lyttede rigtig til, at det ikke fungerede for mig. At jeg havde ondt. Det blev noget, jeg begyndte at frygte.”
Hvad ændrede tingene for jer?
Caroline:
“Vi var desperate. Jeg skrev faktisk på Instagram fra hospitalet og spurgte, om nogen kunne hjælpe. Samme aften havde vi en online session med en ammekonsulent. Hun var den første, der sagde: ‘det skal ikke gøre så ondt.’”
“Vi prøvede suttebrikker, og med det samme føltes det anderledes. Ikke perfekt, men til at holde ud. Det blev det første vendepunkt.”
Mads:
“Det var kaos. Min far var ude sent om aftenen for at finde suttebrikker på apoteker. Vi græd alle sammen. Men det hjalp.”
Caroline:
“Det tog stadig måneder. Det var en kamp. Men langsomt blev det noget, der fungerede for os.”
Hvornår begyndte I at bruge flaske?
Caroline:
“Jeg havde bare brug for pauser indimellem. Bobbie ville være på mig hele tiden. Jeg elsker nærheden, men man har også brug for at være i sin egen krop igen. Selv en kort gåtur alene gjorde en forskel.”
Mads:
“Først prøvede vi med en anden flaske, men det fungerede ikke rigtigt. Det føltes… mekanisk. Som fodring, ikke trøst. Han kunne ikke falde til ro. Det, der ændrede sig med Caramma, var, at jeg kunne holde ham på en måde, der føltes som Caroline. Det handlede ikke kun om mælk, men om ro. Og så accepterede han den pludselig.”
Hvad ændrede det for dig som far?
Mads:
“Det ændrede alt. Det sværeste før var ikke at kunne trøste ham, når han havde allermest brug for det. Når han var helt ulykkelig, kunne jeg ikke give ham det, han havde brug for.”
“Men med flasken kunne jeg. Jeg kunne give mad, trøste ham, få ham til at sove. Den følelse af virkelig at kunne tage sig af sit eget barn – den er enorm.”
“Vi havde en aften, hvor Caroline gik ud at spise, og jeg var alene med Bobbie i seks timer. Det gik… perfekt. Vi hyggede bare, så lidt tv, og han faldt i søvn på mig. Det var ærligt talt fantastisk.”
Og for dig, Caroline?
Caroline:
“Det gav mig frihed. Ikke kun fysisk, men mentalt. At vide, at jeg kan gå ud et par timer, og at alt er okay, ændrer, hvordan man er mor. Man kommer tilbage med mere energi og mere tålmodighed. Det er bedre for alle.”
Hvad har I lært?
Caroline:
“Det vigtigste er nok: vær ikke bange for at finde jeres egen vej. Der er så mange meninger om amning og flasker, og man kan nemt føle, at man gør det forkert.”
“Men man skal spørge sig selv: hvad virker for os? Hvad gør mig til en bedre mor? Nogle gange er det også at tage en pause.”
Mads:
“Alle børn er forskellige. Man kan ikke sammenligne. Det, der virker for andre, virker ikke nødvendigvis for én selv. Og det er okay.”
Caroline:
“Man skal stole på det. Dit barn, din måde.”
Hos Caramma støtter vi amning og spædbarnsernæring som den individuelle og til tider uforudsigelige rejse, det er. Det handler om at skabe plads, støtte restitution, nærhed og fælles deltagelse mellem forældre.
Caroline og Mads’ historie er en påmindelse om, at der ikke findes én rigtig måde – kun den, der virker for jeres familie.
Caroline, Mads & Bobbie bruger den lille supportflaske.