I det hyggelige kvarter Sydhavnen, København, sætter vi os sammen med Marie, en 33-årig mor til to. Hendes historie giver et åbenhjertigt blik på hendes amme-rejse og fortæller om de kontrastfulde oplevelser med hendes to døtre, Helga og Paula.
Q: Kan du starte med at fortælle os lidt om dig selv?
Marie: Jeg hedder Marie, 33 år, mor til Helga og Paula, og partner til Michael. Vi bor i Sydhavnen, og når jeg ikke er på barsel, arbejder jeg som projektleder hos Infuturum. Jeg fokuserer på bæredygtighed og social retfærdighed inden for kunst- og kultursektoren. Jeg er oprindeligt fra Midtjylland, men har kaldt København hjem i nogen tid nu.
Q: Kan du dele din ammeoplevelse med Helga og Paula? Hvordan har det været forskelligt med hvert barn?
Marie: Mine oplevelser med Helga og Paula kunne ikke være mere forskellige. Helga, der nu er fire, havde en hård start. Hun havde en tilstand, der gjorde, at hun ikke følte sult naturligt, så jeg var nødt til at fodre hende hver tredje time døgnet rundt for at udløse en sultreaktion. Det var utroligt stressende – forestil dig at sidde på en pilatesbold og prøve alle tricks i bogen, bare for at få hende til at amme. Det var udmattende.
Med Paula har det været det modsatte. Hun er en naturlig spiser og giver mig besked, når hun er sulten. Min mælk kom virkelig stærkt denne gang, hvilket var lidt overvældende i starten, men hun har et godt sug og spiser hurtigt. Det har været en kæmpe lettelse at få en mere ligetil oplevelse denne gang.
Q: Hvad er dine tanker om at vende tilbage til arbejdet, mens du stadig ammer?
Marie: Jeg har blandede følelser omkring det. På den ene side glæder jeg mig til at komme tilbage på arbejde, men på den anden side er jeg bekymret for, hvordan amningen vil passe ind i vores rutine. Med Helga ammede jeg i ni måneder, indtil hun selv afvænnede sig. Paula er kun seks en halv måned gammel, når jeg vender tilbage på arbejde, og jeg vil stadig gerne fortsætte med at amme så længe som muligt. Vi overvejer forskellige muligheder – som at amme om morgenen og om aftenen eller at pumpe om dagen, så Michael kan give hende mad.
Men det, jeg er rigtig spændt på, er, at Michael tager en betydelig del af barselsorloven denne gang. Han holder fire måneder, hvilket vil være en helt ny oplevelse for ham. Han har aldrig haft så meget solo-tid med børnene, og jeg tror, det vil være en øjenåbner. Jeg vil have ham til at forstå den fulde vægt af, hvad der skal til for at klare alt i løbet af dagen. Det bliver et stort skift for os, men jeg er virkelig nysgerrig efter at se, hvordan det går.
Spørgsmål: I hvilke situationer har amning været udfordrende?
Marie: Med Paula har der været dage, hvor min mælkestrøm var overvældende. Det tog uger for min mælkeforsyning at balancere sig. Jeg klarede det ved at bruge en manuel brystpumpe til at lette trykket inden hun skulle spise. Det gjorde amningen mere behagelig for os begge, men det forlængede også perioden med kraftig mælkestrøm.
Nogle gange bliver Paula urolig om aftenen og har brug for, at Michael holder hendes ben, mens hun spiser. Det hjælper hende med at fokusere. Men helt ærligt, amning er ikke altid den rolige, idylliske scene, vi ofte forestiller os. Jeg kan ikke bare sidde i sofaen og slappe af, mens hun spiser – hun foretrækker, når jeg står. Jeg aner ikke hvorfor!
Q: Hvad sker der, hvis du sætter dig ned?
Marie: Hun bliver nervøs, trækker sig af og kommer på igen gentagne gange. Men når jeg står, er det som om hun er helt klar til at amme. Det er sjovt, men det er også langt fra det romantiske billede af fredelig, nem amning. Jeg talte med vores sygeplejerske om dette, og hun var god til at minde mig om, at denne billedskønne idé om amning for det meste er en illusion. De færreste kvinder har en helt uproblematisk oplevelse.
At give dit barn mad er så grundlæggende en ting. I det øjeblik det bliver udfordrende, går alarmer i dit hoved. Får min baby nok mad? Gør jeg det her rigtigt? Amning kan være en direkte vej til selvkritik.
Spørgsmål: Hvordan føles det, at det er dig der skal amme, og ikke din partner?
Marie: Det er hårdt. Der har været flere dage, hvor det at få Paula til at tage brystet og amme føltes som en lang krise. Michael kom ind på værelset og spurgte: "Har hun taget bryst endnu?" Og jeg blev så træt af det. Han kommer med velmenende forslag, men nogle gange tænker jeg: "Du aner ikke, hvordan det her er." Han er støttende, men han er også på sidelinjen. Jeg er den, der er bundet til hende 24/7.
Michael kan tage ud en aften med venner eller tilbringe en dag væk, men jeg har ikke den samme frihed. Da jeg havde brystbetændelse med Helga, blev jeg ramt af feber og hormonel tristhed, men jeg kunne ikke bare tjekke ud – jeg skulle stadig være der og passe vores baby.
Q: Hvad er dit bedste råd til en kommende ammende mor?
Marie: Slip først den romantiserede idé om perfekt amning. Det findes ikke rigtig. Med Helga måtte jeg ofte trække mig tilbage til et stille værelse for at amme, ikke fordi jeg var flov, men fordi vi havde brug for ro. Sådan virkede det bare for os. Jeg plejede at tro, at jeg skulle kunne amme hvor som helst, men det var ikke vores virkelighed.
Hvert barn er forskelligt, og din oplevelse vil være unik. Nøglen er at finde, hvad der virker for dig og din baby, selvom det ikke passer til det idylliske billede, du havde i tankerne.